Der er nogle mennesker, der er så heldige, at de får det hele serveret: De får en uddannelse, de får et job. De får en ægtefælle og børn og ja, så kører møllen med karriere, hus og alt, hvad det fører med sig. Men så er der altså en gruppe mennesker, der ikke er så heldige. De har ikke en uddannelse. De har måske job som ufaglært. De føler sig ikke sikre i deres hverdag og de kan i den grad mærke det økonomiske pres, som de seneste års kriser, konflikter og inflation, har medført. Det er den gruppe mennesker, som mange erhvervsuddannelsessteder henvender sig til, når de taler om mesterlære eller om, at du – og jeg – kan blive voksenelever.

Ikke kun for voksne

Der er dog forskel på de to begreber. Du behøver nemlig ikke at være over 30 år for at kunne komme i mesterlære. Mesterlære betyder ’bare’, at du opholder dig i længere tid på den arbejdsplads, hvor du er i lære, end du ville gøre, hvis du tog en almindelig erhvervsuddannelse. At være i mesterlære betyder dog også, at du selv finder en mester, som gerne vil have dig i lære – og at I laver en aftale om det. Du skal nemlig have løn under hele dit uddannelsesforløb – også når du skal i skole.

Som voksenelev kan du også komme i mesterlære, selvfølgelig. Og det er der stor sandsynlighed for, at du kommer, da du – via dit arbejdsliv – har et netværk, som du kan bruge. Du har også nogle erfaringer, som en virksomhed givetvis vil sætte pris på. Du er jo over 30. For at få status som voksenelev, så skal du nemlig være fyldt 30. Samtidigt, så ved mange virksomhedsejere, at når de får en henvendelse fra en voksenelev, så er den person meget motiveret og fokuseret på at få sin uddannelse. Dertil kommer, at du sikkert har erfaring fra en lignende virksomhed (konkurrentfirma?) eller en helt anden type virksomhed, hvilket betyder, at du ikke skal læres op helt fra bunden. Det kan mange virksomheder godt se fordele ved.

Den såkaldte realkompetence

Når du er voksenelev, så skal du have en realkompetencevurdering. Dette er en vurdering af dine kvalifikationer, der kommer fra arbejdserfaring, livserfaring, eventuelle AMU-uddannelser mv. Det er kort sagt en vurdering af, hvad du kan og er god til. Det er grundlaget for det CV, som du selvfølgelig sender med til virksomheden, som du gerne vil stå i mesterlære hos.

Alt efter hvad din realkompetencevurdering viser, så kan du i nogle tilfælde få nedsat din læretid, fordi du allerede kan det, som du ellers skulle bruge tid på at lære. Dette er dog op til din mester at vurdere i samarbejde med skolen, som du skal være tilknyttet. Som regel vil der ikke være konflikter eller uenighed imellem skolen og din mester.

Så, ja, lad ikke din drøm om at forbedre dine muligheder bremse dig. Du kan sagtens undersøge dine muligheder selv. Men inden du beslutter dig for om det skal være et forløb med mesterlære eller almindelig erhvervsuddannelse, så tal med en studievejleder.