Min familie og jeg er lige flyttet. Jeg har en partner, som er skøn. Vi har to børn sammen. Den ældste skal starte i første klasse her efter sommerferien. Og hun glæder sig så meget til det. Det er, som om hun mentalt er vokset mindst tre år. Hun er hjælpsom herhjemme. Nu er hun den store. Hun er dog stadigvæk kun et lille barn. Men den her bevidsthed om, at hun ikke længere går i 0. klasse, men nu går rigtigt i skole, bevirker, at hun lige pludselig kan mange flere ting end jeg egentlig troede. Hun ved det ikke endnu, men det er noget, jeg vil huske. Især når hun kommer ind i rutinen og måske begynder at lave svinkeærinder eller springe over, hvor gærdet er lavest, når jeg beder hende om at gøre noget.

Driller lillesøster

Hun er dog også god til – stadigvæk – at drille sin lillesøster, som er 4 år. De kan faktisk godt skændes ret heftigt med hinanden. Men de leger altså også godt sammen. I går sad de her ved vores store køkkenbord og skændtes om, hvem der skulle tegne med den grønne tusch. Sommetider ærgrer jeg mig over, at jeg bliver nærig, når jeg køber den slags til dem. Jeg burde have købt to sæt tuscher til dem. Så ville jeg måske kunne gribe ind og undgå skænderiet. Medmindre at den lille vil mene, at hendes storesøsters grønne tusch tegner bedre end hendes.

Det er altså en børnehave i skoven

Skænderiet varede i nogle minutter, men de fandt en løsning. De byttede tegninger. Min store datter spurgte sin søster om, hvad det er, hun tegner, så vil hun gøre den færdig for hende.

Min lille fortalte, at hun tegnede sin skole. ”Du går ikke i skole. Du går i skovbørnehave!” Min store kan være meget præcis, når hun udtrykker sig. For det er sandt. Vi har fundet en god, privat børnehave til vores datter. En såkaldt skovbørnehave, hvor kontakt til naturen vægtes, og hvor børnene får lov til at tilbringe rigtig meget tid med at klatre, springe og hoppe og bruge deres kroppe udenfor. Det er en naturbørnehave drevet af Trygge Institutioner – se her.

Men min lille pige har intet problem – hun blev ikke sin storesøster svar skyldig: ”Nå, men det er altså min skole.” Og hun er klog den lille. Hun vender hurtigt mod et andet emne: ”Hvad tegner du?” ”Et hus og en familie, og du må ikke ødelægge den.” Svaret kom hurtigt. ”Skal jeg tegne et træ, så du kan se, at det er en skovbørnehave?”. Den lille svarer ikke. Hun er fuldt optaget af at male husets vinduer grønne. Min store pige tegner sit træ. Noget, der ligner et grantræ.

Børn er og bliver børn 🙂

De tegner, og jeg sætter mig ned og hjælper dem. Den lille kan ikke helt styre tuscherne endnu. Hun maler ud over papiret. Køkkenbordet kan heldigvis nemt vaskes. Det gør ikke noget. Jeg kigger på dem. De hygger sig. Og jeg hygger med dem. ”Om lidt kommer far hjem, og så skal vi spise. Kan I lægge tuscherne væk? Min store, ansvarlige datter rejser sig med det samme. Begynder at pakke tuscherne væk.